Tekst: Erik Riis. Melodi: Trad.
Fuldmånen fjantet smiler
mens i min båd du hviler,
Yrsa, din blomsterånde
bringer min sjæl i vånde
(Hør bølgens suk, skat!)
Og selv om livet det lærte
mig at beherske min smærte,
vil jeg dog fælde en tåre
her på skaftet af venstre åre.
Månen den svæver
- den lissom hæver
os ud af skyld og besvær
med sit trylleblå skær -
(og så’ det osse lissom at)
når det bli’r nat, skat,
føler jeg at, skat,
vorherre ikke mere ser
hver detalje der sker
(Føler du det ikke osse sådan, Yrsa?)
Hvad går detaljerne ud på?
Det må du gi’ mig et bud på!
Vi må ha’ sikre rammer
- av mit korset det strammer,
(åh, ja!)
Min mor hun sa’ mig engang at,
hvis jeg var vågen en lang nat,
og der var følsomme fyre,
der tog mig med på en hyre
i deres fregat,
så ku’ det ske, at
man ikke mer’ ku tro
på deres noble maner -
(for det er nemli’ sådan med mænd, at)
når det blir nat, skat,
føler de at, skat,
vorherre ikke mere ser
hver detalje der sker.
(Sådan sa’ min mor al’så til mig)
Hør nu, min smukke Madonna,
- hvor bli’r din dugsvale hånd af? -
- Dengang gjaldt strenghedens love
i hjem og i alkove.
Tidernes fremdrift svinger
os på forandringens vinger
og i de vildsomme skove
ændres vor færdens love.
- Lovene dengang
genga’ en genklang
af alt det dyre sølvtøj,
vugger og bleer
(med mer! - Nu)
i denne nat, skat,
føler jeg at, skat,
vorherre ikke ser
så nøje på hver ting, der sker
(Jam’, det’ jo helt selvfølgeligt, det der sker - ikke, Yrsa?)
Ja, det er sandt, de hyrder,
ha’d det så svært med de byrder,
og måske sku’ jeg tænke
lidt mer’ på deres byrde og lænke
men - det er lissom din stemme
får mig til helt at glemme
moderlils stramme formaning
og - disse klamme anhæng
af gamle lovord
der gjaldt i forfjor!
Nu føler jeg mig helt let
- ik’ såd’n tynget og træt
(å’ nu’ det osse lissom at)
når det blir nat, skat,
føler jeg at, skat,
vorherre ikke ser
så nøje, på hver ting, der sker
(- Jah! Det er jo helt
sæ’føllelit, det, der sker!)
Endelig, Yrsa, nu tror jeg,
hjerternes stemmer de rå’r dig.
Nu bli’r min sarte idolsang
let og frivol med gondolklang.
(Hør bølgens’ kluk, skat!)
Ak ja, i stuen derhjemme
var jeg i’n frygtelig klemme:
Gnavet af ensomhedsormen
- rorløs som skuden i stormen.
Cohen og Dylan
græd på min divan
- nu er den viet din debut
til en særlig menu
(Der er strøet persille på den, skat!)
I DENNE NAT, SKAT,
FØLER VI AT, SKAT,
VORHERRE HAN ER MED OS
I HVER DETALJE, DER SKER!
(Øvrige vers strøget af censuren).
