Intime grænser
Tekst og melodi: Erik Riis
Hos hjortene, der springer
på hove som på vinger,
der stanger manden manden
med hornene i panden,
når hjortene engang imellem er i brunst,
Og der går vilde rygter
om at den, der flygter,
ikke nyder hjortedamens bløde varme gunst.
Vi har andre midler, som vi bru’r til,
at vise Hjerter Damme, hvad vi du’r til,
og ofte så gi’r damen invitationen selv,
så vi ska’ ikke slibe gevirer til duel.
Trådte jeg dig for nær? -
da du stod der og gransked’ skovens træ’r
der knejsede så trygt fortroligt nær
og tog sig et solbad i solen.
Jeg benytted’ lejligheden
til at granske dejligheden,
som du dydigt skjulte under kjolen.
Jeg løfted’ op og så -
- ja, det skyldtes jo nok varmen -
du havde ungen bukser på!
Og hva’ så - hva’ me’ barmen?
- ja, det var nok osse varmen -
den havde ikke no’en som helst humørforladt bh på.
Hos hjortene der springer...
Du sa’: »Du distraher’!«
se, jeg står her og gransker skovens træ’r
- et egern har søgt vej til et hul,
hvor den ka’ samle forråd til vint’ren
og lidt agern bagt hos bager’n. -
Ser du, jeg botaniserer!
Så hvis du vil anatomisere,
ja, så gør det li’e
med lidt flair for diskretionen,
næ hov! Nu kommer du for tæt
på de i-intime grænser, næ stop - det - kilder lidt!
Nu’ der - lissom noed, der - omrokerer - mine sanser
Hos hjortene der springer...
Li’ med et lå du der -
»Jah, måske ser jeg bedre skovens træ’r
fra såd’n lidt mere vandret hold -
- pyh, det er varmt! - Jeg krænger kjolen
af, for der’ s’gu’ varmt i solen!« -
- Det var lissom den frivole
gestus ligned’ adgang til en festrus! -
Hva’ sku’ jeg finde på?
- Ja, det skyldtes jo nok varmen:
Jeg smed mit tøj på må og få
og kyssed’ dig på barmen,
og midt i sommervarmen
så sank vi hen i hellig fryd med blomsterstøv på
arme.
Hos hjortene der springer....
