En aften i Plantagehuset
Tekst og melodi: Erik Riis
En aften i plantagehuset
fik han sin bekomst.
Da mødte han plantagens
alt som dejligste blomst.
Han besøgte siden hendes
by i ny og næ,
for at se op på byens
alt som yndigste træ.
Hun førte mig til en butik
hvor slik løfter sindet,
som fjer løfter fugle.
Selv var hun dog byens
alt som lækreste sukkerkugle.
Mågerne de snakked’
om fisk og vind og vejr.
Jeg hørte intet, sansed’
kun dine yndige tæ’r.
Her forleden var jeg
i den frygteligste klemme.
Jeg glemte dog alt, straks jeg hørte
din dejlige stemme.
Oceaners skummende fråde
lægger kæmpebåde ned.
Du ka’ ægge og tæmme min vildskab
med din bølgende dejlighed.
Jeg vil plante en statue
ved hver en vej, jeg går.
Den skal vise verdens dejligste pige
med en blomst i sit hår.
Folk, der går på vejen,
ska’ ikke bli’ forlegen,
når pigernes dronning rækker
dem blomsten fra sit hår.
- - -
Dit hjerte har fire kamre.
Lån mig blot det ene.
Jeg vil rense det for tidsler
og alle sorgtunge stene.
Siden vil jeg gøde det
og værne det mod alt, der sårer,
og det dejligste af alt, hvad der dig,
vil forvandle sig til guld i dine tårer.
- - -
Du har gjort mig skør, jeg er ikke mig selv,
der er ufred - og aldrig fred
i mine årer, jeg er
besat af kærlighed.
Ka’ du ikke ta’ mig med dig i din håndtaske?
Jeg vil være hos dig, hvor du går!
Ingen trøsetår fra nogen håndflaske
kan erstatte duften af dit hår.
