Sange

Tekst og melodi: Erik Riis

Til fuglenes kvidren - som orgelrørs brus
steg sangen frem fra din sommemorgengus
jeg standsede pluds’li’ og følte dig nær
du drog som en, jeg havde glemt, jeg har kær.
    Du lå jo der så ganske nær
    og kunne kildre min tæer
    og rense foden før dagens besvær
Og du var hos mig den dag så lang
for i mit øre hang ekko af din sang.

Dine favndybders vildskab med sørøverleg
og skatteøer opleved’ jeg
i en drengebogs-malmkvad om bovskum og haj.
Nu er der andet, der lokker mig.
    Mit livs sejlads langs dyb og vig
    har sunget øret mæt af krig,
    nu nyder jeg din sprøde sang og poesi
her ved din rand på den skinnende strand
hvor sten som smykker drak glans af dit vand.

I ørets konkylie vibrered’ en streng
og sang af søvnen den glemte dreng,
mit vinterpanser, min gammelmandshud
slog revner og en prins på fjorten sprang ud.
    Han jubled’ højt, og blomster sprang
    i sandets glød frem ved hans sang
    og lærker fødtes ud af solens strålefang.
Han svang sin krop i tre møllehjulssving
- så let, for kroppen vejed’ ingenting.

På stranden ved Kysing, på evighedsvej,
der mødtes vi, solen, du og jeg,
du lå der og klukked’ af barneglad fryd
for dine bølger kildred’ dig - jeg glemte helt min dyd,
    tog skridtet til en tête á tête,
    sprang i dit favntag nok så net
    som dun og fedans ud af drømmens palet.
Du slikked’ skamløst min tørstige hud
du elsked’  mig som vildt erotisk Gud.

Du er som en kvinde, jeg knytter mig til,
du svigter ikke som børn i skæbnens spil.
Du er som en moder, der slugted’ mig blidt
til livets strand, hvor jeg har lært og har lidt.
    Jeg standser her nær ved din rand
    på denne trygge, sikre strand,
    jeg ved, du rummer et dyb fjernt fra land.
Men jeg har bortgemt mit dykkerudstyr
og nyder her hver nye livsdag, der gryr.