|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Huse langs vejen hvisked’ om lunden,
hvor tanker, vi troede ikke ku’ tænkes,
ting, vi troede ikke ku’ ske,
forlængst var opfunden
bag grenes fletværk og ærlige mures forvitring.
Vrist mig fri af byens fængsel,
la’ mig bli’ født
ud af hudløs, grædende længsel
- igen - og igen af dit valmueskød -
Carl, din have!
Her flød blodet frit mellem alle,
og kurvestole henslængt til ofring
fortalte om elskov og hede længsler
hos dem, der sad i dem
med løsnet tunge og befriet galde.
Her blev vi løftet op af Steiner
Jes B., Bob Moore, os selv og hinanden.
Her fandt vi os selv i Dionysos og fanden
- levret blod i strømme -
- krydsret slam - science fictiondrømme
Her flød livet i våde strømme,
så fik vi nok, vi behøved’ ikke mer’
svælge i sprut, hash, LSD
for at kunne se
og finde vejen frem til vore drømme.
Vrist mig fri af byens fængsel...
Væksterne gro’de frit langs mure
vred sig smukt i slanger og buer.
Beskæring og hæmning gi’r pandefurer,
og blodet får en prop -
I træet bor fuglen - lad os kravle derop!
Vrist mig fri af byens fængsel...
I luftens kathedral samlende stilhed.
Fra lusets høje sal en sidste mildhed.
Den sidste blanke rødme før æblet falder.
Den allersidste sødme før Jorden kalder.
Nornernes tén spandt kvadet om dine dage,
om en go’ ven, der tog fri og drog bort.
Nu kalder Jorden sig selv tilbage
og lader drømmende drage mod syd
på de sidste trækfugles svindende spyd
Vrist mig fri af byens fængsel...